07-02-2008
Holdet er sat - GULD er i sigteEt målrettet og intensivt træningsprogram er fastlagt. Vintertræningen i januar og februar måned foregår i sne og kuling i Skovshoved, Hamborg og London for at opretholde det høje elite niveau, vi har opnået de seneste år samt at gøre os klar til de både og udfordringer, vi vil møde i New Zealand under VM.
Som en ekstra optakt til VM rejser vi 3 uger før VM til Sydney for at gå i intensiv træningslejr, hvor der vil være 100 % fokus på boathandling og taktik. Derudover trænes der flittigt i hverdagen på fysik, konditionen og smidigheden i Fitnessdk.
Team HSH Nordbank’s mål for 2008 er at vinde VM finalen i match race for kvinder, samt at genindtage verdensranglistens nr. 1. Som de danske håndbolddrenge er vi ligeledes træt af at tabe semifinalen!
Der sejles VM i New Zealand 1.-6. april i bådene Elliot 6, hvor Team HSH Nordbank stiller med følgende hold: skipper Lotte Meldgaard, storskødegast Kristine Stenstrøm, trimmer Christina Refn og fordæks gast Mia Nini Nielsen.
En stor del af matchrace gamet handler også om det psykologiske spil og vi har derfor allieret os med en mentaltræner, som hjælper os til at blive mentalt klar, at holde fokus, at tro på det, at tænke som et hold og bruge hinanden. Det er vigtigt, at vi som hold har samme mål og indstilling. Det betyder ekstremt meget, at vi kender hinanden godt og dermed udnytter hinandens ressourcer og styrker optimalt.
Vi har igen i år lavet en sponsor aftale med HSH Nordbank, som har støttet os siden 2005. Sponsor støtte fra HSH Nordbank har været med til at give os mulighed for at skabe gode resultater internationalt.
Opbakningen har også været stor fra både KDY, Skovshoved Sejlklub, Royal Match Race Center og Dansk Sejlunion, som bl.a. er behjælpelig med at stille en træner til rådighed samt bidrager med økonomisk tilskud. Også vores arbejdspladser bakker os op i at få vores store drøm opfyldt. De kan se den store værdi, vi kan tilføre med de erfaringer, sporten giver os omkring teamwork, fokusering, at sætte mål og at dyrke viljen til sejr.
For nylig blev det besluttet i ISAF, at matchrace for kvinder skal være en disciplin til Olympiaden i London 2012. Som bedst placerede danske kvindelige matchracebesætning er det vigtigt, at vi er med til at præge og bibeholde Danmark i toppen af det endnu hårdere felt, som vil blive opbygget frem til 2012.
Vi føler os godt rustet til at gå de kommende måneder i møde med hård træning, team building og ikke mindst VM på den anden side at kloden.
VM-holdet består af:Lotte Meldgaard (skipper): Civilingeniør hos COWI A/S, arbejder inden for marine konstruktioner og kyster
Kristine Stenstrøm (storskøde): Cand.merc., arbejder som HR-assistent i Niro A/S
Christina Refn (trimmer): Projektleder hos Kunde & Co.
Mia Nini Nielsen (fordækker): Projektleder hos IC Companys A/S