27-06-2010
15-1Afslutningen på Kieler Woche blev en 18. plads til matchraceteamet, når alle ties var gjort op. Og vi tabte desværre alle dem vi kom ind i (en tie er når flere hold har samme antal sejre). Så lige ved og næsten endnu engang. Men vi synes, at vi har fat i alle de rigtige taktiske ting på banen, men mangler bådhåndteringen til at føre det perfekt ud i livet. Det er blevet et utroligt tæt opløb om at komme med i finalerne. En enkelt sejr skilte os igen fra at komme i kvartfinalerne, så vi er lige i haserne på konkurrenterne.
Anderledes perfekt gik det i denne weekend, hvor holdet med skipper Lotte Meldgaard, Susanne Boidin, Tina Schmidt Gramkov, Nina Grunow samt Vivi Møller har deltaget ved matchracestævne hjemme i Skovshoved. Stævnet blev sejlet i bådtypen J80, som vi ikke har sejlet siden oktober. Men det skulle ikke afholde os fra at gøre det rigtig godt og vinde 15 ud af 16 sejladser.
Royal Sailing Academy havde lavet et rigtig flot udgangspunkt med hele fire internationale umpirere, professionel baneledelse samt lækker middag lørdag aften. Så det var en god lejlighed til at få afprøvet reglerne i tætte situationer. At vejrguderne også var med og bød på jævn vind, skyfri himmel og 25 grader gjorde det bare endnu mere fantastisk at sejle på hjemmebane.
Slutresultat af stævnet blev:
1. Lotte Meldgaard
2. Susanne Ward
3. Camilla Ulrikkeholm
I næste uge tager Elliott-holdet (Lotte, Susanne, Helle) igen på farten, når det gælder først træning i Marstrand med de svenske sejlere inden det går løs til Swedish Match Cup. Dette stævne sejles normalt i de gode gamle DS37, men her som i de fleste andre stævner i kvindematchrace vil man hellere fokusere på OL-båden. Vi glæder os til gensynet med klipperne! Mere om det i de kommende dage.