05-04-2011
Svær dag på kontoretEfter den flotte dag i går blev det noget andet vejr og dermed et andet setup. Dette havde vi sværere ved at sætte båden op til og fik dermed en skidt dag på kontoret.
Vi har tabt alle tre sejladser mod MacGregor GBR, Tunnicliffe USA og Le Berre FRA. Dermed ender vi på den kedelige femte plads i gruppen og er med i sølvfeltet, som skal sejle om 13.-18. pladsen i løbet af de næste to dage.
Dagen var ellers rigtig flot med en stabil brise til morgen gruppen. Vi kom ud midt på dagen da vinden først døde og derefter sprang over i søbrise retningen og tiltog lidt. Så i princippet en rigtig flot sejldag med stabil vind og lidt krap sø til at gøre det lidt svært at finde farten.
Vi havde i dag lidt sværere ved vores bådhåndtering og koordinering ombord. Så vi kom aldrig rigtig godt ind i starterne imod de dygtige hold som vi mødte i dag.
I morgen venter tre sejladser i sølvgruppen, hvor vi skal kæmpe for at sikre Danmark vigtige point i kampen om at komme til For-OL. Så vi klør på igen i morgen!