29-07-2008
Teamwork i top og godt overblikLysekil Women’s Match 2008 er startet i dag, og Team HSH Nordbank har allerede lavet forside historie i Gøteborgs Posten, så selvtilliden og teamspirit er helt i top. Under træningen i går havde vi både journalist og fotograf med ombord, så det var interessant at læse avisen her til morgen.
Der har i dag været fantastiske betingelser for match race her i Lysekil: Jævn vind og 3-5 m/s, og vi fik sejlet 3 sejladser, og vores stilling er nu 2 vundne og 1 tabt.
Vi sad over fra morgenstunden. og vi fik lov til at sidde på land og lure lidt på forholdene igennem 5 sejladser. Specielt vores taktikker Trine Abrahamsen fulgte betingelserne tæt, således at vi var helt på forkant rent taktisk, da vi blev sendt på vandet kl. 14.
En lille fejl i prestarten mod svenske Anna Kjellberg blev desværre udslagsgivende – i den svage vind måtte vi se os besejrede. Men med den gode teamspirit kom vi stærkt igen.
I de to øvrige sejladser blev det til sikre sejre. Først over engelske Lucy MacGregor, og bagefter en meget vigtig sejr over den svenske storfavorit Linda Rahm, hvor vi havde både taktisk overtag og fart hele sejladsen igennem.
Vi har hele dagen haft en rigtig god kommunikation, og taktikken har været meget klar. Så vores ro og teamwork er kommet godt i gang.
I morgen starter Team HSH Nordbank med de fem første sejladser, og vi er helt klar til at give fuld gas.