04-05-2011
Så bliver der trænet i hjemlige vandeDet er ikke meget i har hørt fra os siden Sailing World Cuppen i Palma. Men, men, men - det har ikke gået stille for sig her hjemme siden.
Lotte har været på umpire seminar, hvilket har givet hende mulighed for at se sejladsen fra den anden side. Derudover har vi ansvaret for 2 Elliotts, og dem har vi ligeledes gjort forårsklar. I denne tid står den også på træning ud for Skovshoved havn, hvor vi har været heldige at have forskellige lokale træningspartnere som Team Abrahamsen og Team Peter Wibroe. Vi har ligeledes kastet os ud i nye samarbejder med Team Aschenbrenner og Team Martin Boidin. Det har været spændende med forskellige modstandere, og vi har kunnet udvikle os internt på holdet.
Vores fokus i øjeblikket er bådhåndtering. Dette var vores svage punkt i Palma – og det skal bare trænes! Vi nød godt af to halve dages træning med en træner, australske Dayne Sharp, som sidste år førte de australske piger til toppen af ranglisten i Elliotten. Han fik hurtigt givet os lidt nyttig feedback på vores sejlads.
Næste Sailing World Cup for vores team er Weymouth i begyndelsen af juni, og det meste af træningen foregår på Øresund indtil da, da økonomien er en begrænsende faktor.
Vores tid bliver også brugt til sponsorsøgning (hvis nogle skulle være i tvivl: VI SØGER STADIG!). Tirsdag har vi været til et spændende arrangement afholdt af Sailing Denmark, hvor erhvervsledere og sejlsporten var samlet under overskriften: ”Building Global Brands”. Her blev vi sat ind i virksomheders forskellige udfordringer med at bygge et globalt brand og med disse udfordringer in mente, vil vi nu også forsøge en ny tilgang til sponsorsøgningen, som vi håber bærer frugt snarest muligt. Og samtidig fik vi endnu engang udvidet vores netværk. En af vores trofaste sponsorer er stadig MAXIM, som holder os fulde af energi på de lange træningsdage. Og efter weekenden kan vi forhåbentlig komme med flere gode nyheder på denne front.
I weekenden sker der flere interessante ting. Vi drager torsdag til Göteborg for at sejle Olympic Class Regatta, og samtidig er der Mid-year-meeting i ISAF. Her skal det afgøres om Match Race forbliver på OL-programmet til 2016. Forhåbentlig sørger de ansvarlige, der har mulighed for at stemme og påvirke processen til mødet, for at få udviklet Olympisk sejlsport, så det er interessant nok til at fortsætte på det olympiske program. Vi satser på The Double af positive nyheder på søndag. Følg med, følg med….
Vi har også kreeret et par nye videoer - se under video-fanen til venstre. De omhandler henholdsvis Match Race på OL-programmet, SWC Hyères og træning på Øresund (kommer snarest).