25-01-2011
Tæt afslutning i vores gruppeDe indledende sejladser er nu vel overstået for vores gruppe. Vi var først på vandet i en god omgang brise på ca. 10 m/s og krappe bølger.
Vi skulle sejle de sidste fire sejladser i vores gruppe, og det blev spændende. Først sejlede vi imod et af de hollandske hold. Det blev til en rigtig god sejlads, som vi sikkert vandt. Derefter stod vi overfor vores franske konkurrenter igennem de sidste 9 år, Claire Leroy. Vi fik en fremragende start lidt til luv for de andre. Men så gik vi pludselig i stå i forhold til dem og efter et par minutters sejlads, var vi et godt stykke bag dem. Så er det man begynder at kigge lidt rundt og med det meget søgræs der ligger og flyder rundt herovre, tog vi også et hurtigt kig på kølen. Og desværre havde vi en ordentlig klat siddende. Den blev vist sejlet af på første lænser, men der var det for sent. Herefter gik det hastigt videre i mod hollandske Groeneweld. Vi var et mulehår fra at få en perfekt start med dem lukket inde ved dommerbåden på en meget skæv linie. Men desværre var vi tyvstartet og måtte tilbage over linien. Og heller ikke her kunne vi indhente afstanden. Sidste sejlads var mod Tulloch fra USA. Vi fik en god start og kom godt af sted. Ved topmærket lavede vi lidt finesser, som medførte en straf til dem og senere endnu en fordi de samtidig ramte mærket. Og så var den sejlads sikkert vundet.
Toppen af vores gruppe endte i en fire-holds tie på 5-2. Denne faldt desværre værst ud for os, så vi ender i repecharge gruppen. Som vi i øvrigt også gjorde det sidste år herovre.
Så nu skal der kæmpes hårdt mellem seks hold om de to sidste pladser i kvartfinalerne. Der loves en del mindre vind for de kommende dage.
Gruppe A mangler deres sidste sejlads som sejles i morgen tidlig. Derefter skal vi på vandet til tre svære sejladser.
Repecharge gruppen, som sejler om to pladser i kvartfinalerne, bliver formentlig:
Barkow USA, Hazard NZL, Spithill AUS, Hahlbrock GER, Groeneweld NED og Meldgaard DEN.
Guldfeltet, som er sikkert i kvartfinalerne, bliver:
MacGregor GBR, Tunnicliffe USA, Lehtinen FIN, Leroy FRA, Souter AUS, Skudina RUS