15-04-2009
Store udfordringer i store bølgerFørste dag på grade 1 stævnet i Calpe bød på store bølger – både med og uden vind. Dagen sluttede ikke helt tilfredsstillende med en stilling på 2 vundne og 3 tabte. Men spillet er stadig meget åbent. I den hårde vind gik mange af bådene i stykker og der er mange hængepartier, der skal sejles i morgen.
Stævnet er et af de faste stævner på årsprogrammet og afholdes i Tom 28 - en livlig båd med masser af sejl og åbent og meget vådt cockpit.
Vi har sejlet fem sejladser, hvor de første to var rene paradesejladser. To vundne og nogle rigtig gode manøvrer. Efter en stille morgen tog vinden til, solen forsvandt og bølgerne blev større – så blev vores udfordringer også større. Vi havde, dog et par fantastiske sejladser mod Silke Hallbrock og Julie Bossard, hvor vi med et par højst overraskende dommerafgørelser i mod os næsten, men desværre kun næsten, lykkedes at udligne en straf i hver sejlads ved at tvinge vores modstander langt forbi topmærket, og så tage den lange vej rundt og dermed have taget straffen. Vinden var hård og bølgerne var vigtige faktorer i sejladserne. Det er store dønninger fra Middelhavet, der bliver stejle når de kommer så tæt på kysten.
I dagens sidste sejlads var bølgerne efterhånden blevet op mod de 3 meter – og vi var over linien da starten går. Det var vores egen fejl – og bare for dumt, er der stor enighed om i teamet. Og da nogen så slukker for vindkontakten op mod andet topmærke og vinden vrider 90 grader, så blev det unægtelig udfordrende.
Spillet er stadig meget åbent, mange besætninger har ikke sejlet mere end 3 sejladser på grund af bådskader. Vi ser frem mod en fokuseret sejlads i morgen. Vi kan når vi vil.