Foto: Dan Ljungsvik
07-07-2012
Tour de France og MarstrandSå er vi hjemme igen efter fire dages træning i Marstrand. Et sted vi alle tre har været flere gange for at sejle et af verdens bedste stævner. Men denne gang altså bare for at træne. Og desværre var vi det meste af tiden henvist til at sejle på bagsiden af øen - men vi sneg os selvfølgelig ind på den dejlige race bane foran slottet, når det sideløbende World Macth Race Tour stævne havde en lille pause.
Det blev til en hel del lænsesejlads. Og endnu engang fik vi vist, at vi er rigtig dygtige i let mellemluft på lænserne. Vi gjorde også lidt ud af vores kryds taktik på banen, hvor træner Mads kom med gode input for at optimere vores sejlads. Den ene dag fik Mads æren af at overtage roret på den svenske båd, og så kunne han selv få et indblik i hvordan båden sejler. Det blev til nogle gode sejladser, er viste lidt nye måder at sejle båden på.
Som overskriften antyder så sker der også noget med Tour de France og os. Normalt kædes det ikke meget sammen med vores sejlads i Elliott 6m båden. Men vi er blevet inviteret til Tour de France studiet på TV2 og skal mandag svede os igennem etapen op ad Col du Tourmalet, en af de hårdeste stigninger i Tour de France. Vi skal køre 18 km opad med en stigning fra 750 m til 2100 m. Pyha, det skal blive lidt af en mundfuld! Kig med imellem ca 13 til 15 på TV2 og se om vi klarer det i live.