24-03-2009
Udfordringernes dag!! Nations Cup er endelig kommet i gang her i Porto Alegre, Brasilien. Efter en noget særpræget træningsdag i går kom stævnet endelig i gang. Men det var ikke den bedste start for vores vedkommende.
Dagen startede med at vi kom for sent til skippermødet. Vores officielle stævne-chauffør skulle pludselig lige omkring to andre hoteller og kigge efter andre hold. De var der ikke, så meget tid gik med at vente, og da meget få mennesker i dette land taler engelsk er det lidt af en udfordring at kommunikere med folk.
Nå, men så kom vi endelig på havnen, hvor vi gik i gang med at gøre båden klar. Og her startede udfordringerne så virkelig – og dagens første flag for problemer med udstyret, L-flaget, kom op. Lettere forsinket kom vi på vandet. Men det var til nye udfordringer med bådene, som bare faldt mere og mere fra hinanden. På et tidspunkt røg et stykke af dækket op kort inden vi skulle i entry… Alt i alt en "kigge ind i båden" dag, som har været en lidt for stor udfordring. Stillingen er derfor, at vi har tabt 4 og vundet 1 sejlads på denne første dag. Så presset er klart, når sejladserne fortsætter i morgen og vi SKAL vinde resten af sejladserne i round robin for at komme med til næste runde.
Heldigvis har der også være lyspunkter, for vores starter har været gode og boathandling er også rimeligt på plads.
Lige nu er det andet danske hold med skipper Mads Ebler på vandet for at forsvare de danske farver. Det ser ud til at gå lidt bedre, og de har vundet de første to sejladser.
Opholdet gør også vi får en oplevelse af Brasilien: det er et fattigt land med mange hjemløse, en interessant kørestil i trafikken, men faciliteterne på havnen er helt fantastiske og de er meget hjælpsomme mennesker. Og så er her VARMT!