Foto: Dan Ljungsvik
23-06-2012
Fantastisk COWI ugeVi har denne uge haft træning på Øresund. Men det har ikke bare været træning, selvom vores portugisiske OL-venner igen lagde vejen forbi til lidt intensiv træning.
Mandag var vi så heldige endelig at få besøg af Lottes COWI kollega Hanne. Hanne var i sin iver efter at motivere holdet kommet til at love en båd-kage, når OL kvalifikationen var i hus. Det kom den som bekendt for nogle måneder siden. Og sikke en kage - den smagte fantastisk og var noget af et kreativt kunstværk vi aldrig har set før. TAK Hanne!
Vores træning med portugiserne blev lidt indskrumpet, da ugen har budt på meget let vind. Men vi fik sejlet fulde sejladser og havde øget fokus på vores starter i dagene. Så lidt ekstra optimering her blev det også til. Mads Ebler var igen med til at holde styr på vores udvikling.
Men ikke nok med kage og sejlads, det blev også til en lækker friskbagt brunch på havnen. Vores tidligere gast Helle Ørum (også fra COWI) mente at det lige var det, vi havde behov for. Og ja, det var det også! Tak for det og kom endelig igen.
Sidst men ikke mindst sluttede vi ugen med sponsor sejlads med COWI kolleger og udvalgte danske klienter for at afgøre COWI Matchen. Det blev til et glædeligt gensyn med de store både, DS37, og med to hold blev det en skarp kamp for først at vinde to sejladser. Team A med skipper Lotte endte med at løbe med sejren mens Sus og team B fik en ærefuld 2. plads.
Den kommende uge er alle de fire danske Elliott både udlejet til VM i Sverige. Vi sejler desværre ikke med, men venter istedet spændt på, at vi får den olympiske tøjkollektion udleveret i næste uge.