05-09-2006
Udmærket start for Danmark ved Nations Cup finalenMed to sejre over Holland og England og to nederlag til Frankrig og Australien er Danmark, repræsenteret af Team HSH Nordbank, kommet udmærket fra start ved det prestigefulde ISAF Nations Cup Grand Final i Cork, Irland.
Team HSH Nordbank består til dette stævne af Lotte Meldgaard Pedersen (skipper), Nina Grunow (trimmer) og gæstegasterne Christel Teglers (storskøde) og Line Mørkebjerg (fordæk). Christel Teglers og Line Mørkebjerg sejler normalt på to andre match race hold i Skovshoved Match Race Center og en ny sammensætning af gaster som denne, vil altid kræve større opmærksomhed på teamwork og boathandling til at starte med. Holdet har derfor skullet finde hinanden – både teknisk og kommunikativt. Med nogle små begyndervanskeligheder faldt der imidlertid ro på holdet hen på slutningen af dagen i dag, og formkurven forventes at stige.
Vejret er – typisk irsk – overskyet, tåget og fugtigt, og de tilstødende marker gylles så kraftigt, at man kan lugte det helt ud på vandet. Ellers er forholdene præget af meget stærk strøm og markante vindskift, så det er om at have øjnene åbne.
ISAF Nations Cup Grand Final sejles i Crosshaven ca. 20 km syd for Cork. Hele 19 sejlklubber søgte om at afholde det prestigefulde stævne og Royal Cork Yacht Club blev valgt. Sejlklubben er fra 1720 og hører til en af verdens ældste sejlklubber.
Følg med her på vores hjemmeside eller på stævnets hjemmeside
www.matchrace.ie