13-05-2010
Kulde, vind og regn er lige vores vejr…Her nede til EM i Østrig på Bodensee har vi nærmest haft hjemlige forhold. Mens alle vores modstandere brokkede sig over de umotiverende forhold i form af silende regn, meget vind og lav temperatur holdt vi fanen højt og sikrede fem sejre i vores anden del af round robin. Dermed ligger vi nu på en anden plads i vores gruppe og er sikret videre til kvartfinalen.
I dag har vi byttet bane med herrerne og sejlede på den store sø, hvilket har givet anderledes forhold. Vindretningen tillod at man kunne læse banen og dermed havde vi god strategi og taktik. Bølgerne gav en ny udfordring i forbindelse med farten, men det håndterede vi ligeledes rigtig godt. I kombination med gode starter blev dette opskriften på sejr for os i dag. I går lavede vi en del fejl i vores møde med Scholtz-båden, men dem har vi heldigvis fået rettet op på og har fundet en god rutine.
Vores broderhold, Team Ebler har også præsteret flot – de vandt første round robin i deres gruppe. Vi har i skrivende stund udsigt til deres tredje flight, som de sejler på indersøen lige ud foran klubhuset her i Hart (billede fra drengenes tredje flight her til aften hvor vinden er løjet meget).