10-11-2010
Mørke på vandet!Så er det blevet vinter i Danmark! Vi var i dag på vandet og sluttede først, da der var blevet ret dunkelt på Øresund. Det var en kold omgang med meget let vind og bølger, så svære betingelser.
Derudover er der sket lidt andre spændende ting. Skipper Lotte er f.eks. netop hjemvendt fra det Internationale Sejlforbunds (ISAF) årlige konference, hvor hun sidder med i Matchrace-komiteen. Det var en yderst spændende mødeserie og senere på ugen vil det vise sig, om matchrace fortsætter på det olympiske program i 2016. I princippet skulle man tro, at det var oplagt fordi matchrace kan byde på alt det medierne og IOC kræver. Men i sejlsport er det ikke altid fornuften der råder. Så det forlyder, at der er stor sandsynlighed for, at det bliver taget af programmet, inden disciplinen overhovedet har fået lov til at vise, hvad den kan byde på.
Sidst men ikke mindst er vi ved at gøre klar til træning i udlandet. I første omgang går turen til Mallorca og træning med det tyske hold. De har flyttet to af deres både derned, så vi skal bare møde op. Vi tager til lejligheden coach Martin Boidin med. Det forlyder, at han allerede er igang med planlægning af fysisk træning og øvelser på vandet. Så det ser vi meget frem til.
Men først har vi dog endnu en træning på Øresund i morgen og de kommende to weekender.