30-05-2010
Afslutning på World Cup i HollandTeam debuten på den hollandske Ijselmeer blev en blandet fornøjelse for holdet. Mødet med det grumsede vand blev en næroplevelse for Helle, som tog sig en svømmetur efter en rigtig god start. Og normalt vil man sige at blå bøjer på banen ikke er lette at se på det blå vand, men det var ikke noget problem i den grumsede brune udgave af en indsø, her stod de klart og tydeligt frem. For vores bil og helt generelt blev det også mødet med en overflod af sorte fluer.
Til dette stævne har vi vist stor klasse på alle facetter af matchrace gamet, desværre bare ikke helt i samme sejlads. Så dårlige starter er kombineret med fantastisk taktik på banen mens blændende starter er blevet smidt væk med simple fejl. Det er ikke godt nok! Mange sejladser har været utroligt tætte, hvilket har givet mange lærerige situationer, samt testet vores omstillingsevne i den skiftende vind.
Vi har sejlet fem sejladser om placeringerne mellem nr. 13 og 18 fordelt på to dage. Fredag sejlede vi rigtig godt på banen, men fik ikke lavet de bedste starter. I sidste sejlads fredag lavede vi en rigtig god start men så var det at Helle lige ville se om vandet virkelig var så koldt som vi troede. Og det var det. Vi mistede vores forspring og modstanderen nåede at tage sin straf inden Helle igen var ombord og skipper trods alt kunne sige, at vi i det mindste var nogle kilo tungere i den hårde vind. Så det ene point vi manglede for at komme direkte i guldfeltet blev vekslet til en endelig 16. plads. Det er første gang at teamet ikke er med i kvartfinalerne.
Under Sailing World Cups er der et dansk Meeting point, som er et populært sted for de danske sejlere. Denne gang var meeting point placeret tæt ved stranden, hvor RS:X surferne og 49erne stod klar. Så der er altid mulighed for at sludre lidt om dagens bedrifter.
Vi er nu hjemme i Danmark igen, og håber at 470eren med Henriette Koch og Lene Sommer, Laser Radial, samt de to 49ere har hevet hæder hjem til Danmark. Flot sejlet her fra!