17-07-2006
Team HSH Nordbank vinder Grade 1 stævne i PortugalEfter en lang og dramatisk dag kunne Team HSH Nordbank sent mandag aften kalde sig vinder af kvindernes Grade 1 Portugal Match Cup i Cascais ved Lissabon.
Efter at have gennemført to fulde Round Robin fik vi i semifinalen et dansk opgør; Team HSH Nordbank mod Team Camilla Ulrikkeholm. Vi vandt over Camilla i den første match, hvorefter vinden forsvandt helt i fire lange timer. Først kl. 19.30 kom der en smule vind og stævneledelsen besluttede, at vi skulle ud igen. I anden match vandt Team Camilla Ulrikkeholm og det stod nu 1-1.
Der var spænding i den tredje og sidste match i semifinalerne – det var en tæt sejlads med springende vind og endelig vandt Team HSH Nordbank sejladsen med 2 bådslængder.
Vi blev umiddelbart herefter sendt i havn, da mørket var kommet frem. I havnen mødte vi hele stævneledelsen med champagne og en flok journalister, fotografer og TV, som havde al fokus på os, og her blev det først helt tydeligt og sikkert, at vi faktisk havde vundet stævnet uden en egentlig finale. Vi sprang champagnepropperne, sprøjtede med champagne og humøret var højt. Kort efter røg hele holdet i havnen og vi fejrede at sejren var i hus.
Vi havde nu både vundet stævnet og vundet en plads i herrernes Grade 1 stævne, som starter onsdag. Modstanderne bliver de professionelle sejlere, hvoraf flere af dem er Americas Cup sejlere: Jes Gram-Hansen, Staffan Lindberg, Magnus Holmberg, Peter Gilmore, Mathieu Richard, Thierry Pepponnet, Chris Dickson, Przemek Tarnacki, Álvaro Marinho, Ian Williams og Chris Law.
Se mere på stævnets hjemmeside:
www.portugalmatchcup.com