29-03-2010
Fra isvinter til "on fire" på en uge!Med rigtig god fart i båden og flotte manøvrer har teamet nu sikret det andet Team Danmark krav om en top 8 placering i Sailing World Cup!
Vi har søndag og mandag afgjort den første round robin her til Sailing World Cup i Palma. Og med en statistik på 100% vundne sejladser er vi ovenud tilfredse. Søndag blev det til fire vundne og sejlads til kl 21 og i dag de sidste tre.
Alle sejladserne blev sejlet i under 5 m/s, hvor vi har haft rigtig god højde, fart og gode manøvrer. I dag fik vi også presset to af favoritterne fra Australien til at lave alvorlige fejl og slog dem klart. Så rigtig god følelse her hvor vi nu er videre i guldfeltet. Dermed skal vi i morgen møde de andre første og anden pladser fra grupperne om seedning til kvartfinalerne. Nummer tre og fire i puljerne skal sejle opamlingsrunde om to pladser til guldfeltet. Der loves storm over Mallorca i morgen med vind op til 30 knob, så det skal blive spændende at se om bådene kan holde til det.
Resultatet af vores dansker-gruppe, Gruppe C, (hvor vi var tre af ialt fire danske deltagende hold) blev:
1. Lotte Meldgaard, Susanne Boidin, Helle Ørum, KDY DEN 7-0 Guldfelt
2. Katie Spitthil AUS 4-3 Guldfelt
3. Nicky Souter AUS 4-3 Opsamlingsrunde
4. Anna Kjellberg SWE 3-4 Opsamlingsrunde
5. Susanne Ward, Vivi Møller, Christina Refn DEN 3-4
6. Margaritta Camaselle ESP 3-4
7. Mandy Mulder NED 3-4
8. Trine Abrahamsen, Lærke Nørgaard, Ida Hartvig DEN 1-6
De andre to grupper er endnu ikke sejlet færdig, men her er Dorte Jensen DEN igen i aktion og skal vinde tre af de fire sidste sejladser for at komme med i opsamlingsrunden om de to pladser til kvartfinalerne.
Vi ser frem til mere sejlads og er absolut sultne på at forbedre vores 8. plads fra Miami.