04-05-2006
Solskin og blikstille.... også en udfordring! Onsdag aften viste vejret i Skovshoved sig fra sin milde side, da Team HSH-Nordbank tog på vandet. Umiddelbart var den høje sol og det stille vejr bedst egnet til at spise is på havnen, men vi troede på at der ville komme vind nok til at træne, så vi rokkede ud af havnen mens vi planlagde hvad vi ville bruge vinden til, når den kom.
Blot tyve minutter senere var der bingo -vi fik vind nok til at sætte en spiler, og det endte med 1½ times effektiv og meget koncentreret træning!
Når der er så lidt vind, har vi en svær opgave med at holde bådens krængning rigtig, og især spilertrimmerne Inge og Christina skal hele tiden være på dupperne, for at spileren ikke "klapper", dvs. at luften går ud af den, for er det først sket, taber man meget fart før den er fyldt igen.
Når vi bommer med spileren, er hele besætningen involveret, og især trimmernes samarbejde med Mia og Nina på fordækket skal trænes til perfektion. Igår kom vi en stor del af vejen, men vi håber på nogle flere dage med let vejr, så det bliver endnu bedre!
Desuden havde vi møde med vores fantastiske mental-træner. Hun hjælper os med at tænke de rette sejrs-tanker, og ikke mindst med at fungere godt som et hold. Kommunikation er det gyldne ord, men den første forudsætning er at vi kan høre hvad hinanden siger. Det er ikke altid lige let på en stor båd, så igår fik vi også "tunet" vores stemmer til sejr. Især holdets skipper Lotte fik lært at bruge sin stemme, så den går klart igennem og så der samtidig er stemme til dagen efter!
Lørdag og søndag skal vi træne mod nogle af Danmarks skarpeste herre-besætninger, og det ser vi meget frem til!
Team HSH-Nordbank