08-12-2011
Og så begynder VM!De indledende sejladser er nu ovre for vores vedkommende. 14 sejladser er overstået her i Perth i nogle fantastiske forhold med varme og en udfordrende vind.
Det har været en spændende og god dag på vandet. Vi har haft fire sejladser og vandt de tre. Dermed slutter vi med en score på 6-8 og bliver nummer 9 i vores gruppe A. Det giver videre sejlads i næste runde, hvor der for alvor skal kæmpes om det det hele handler om: Nationsplads til OL og så selvfølgelig VM medaljerne.
Vi havde i dag god fart i skuden og god taktik på banen. Vi havde spændende sejlads mod det brasilianske hold, hvor føring skiftede lidt undervejs. Men på sidste lænser fik vi lavet nogle rigtig gode taktiske ting og vandt sejladsen. Til gengæld var vi lidt på hælene mod det slovenske hold hvor et stort vindspring kostede os en føring på 20 sekunder.
Alt i alt har vi sejlet godt, men er blevet straffet direkte på vores to sejladser med mærkeforvirring. Heldigvis er det ikke sådanne sejladser der får os ud af dette VM. Vi er stadig med og still going strong. Vi laver ikke samme fejl i næste runde! Nu er det for alvor at vi er i gang. Vi har presset de bedste i vores gruppe og satser på at nuppe sejren i næste runde.
Følg med, følg med når vi sejler igen fra lørdag morgen.