24-04-2008
God første dagSå kom stævnet i gang og Team HSH Nordbank har været godt med fra starten. Vinden lod vente på sig, så formiddagen blev tilbragt i venteposition på kajen – heldigvis i strålende sol. Sejladserne blev endeligt startet ved totiden.
Vi fik i dag sejlet seks sejladser og har vundet de 5. Vi var foran i alle sejladserne og i sejladsen mod Sabrina Gurioli, ITA, som endte med et nederlag, rundede vi topmærket flere bådslængder foran vores modstander, og vi lavede et super spilersæt. Det vækkede dog undring, at hun blev ved med at skære efter mærket – og først da gik det op for os, at vi havde rundet det forkerte mærke. En rigtig dum fejl, der forårsagede holdets eneste nederlag, og nu er vi så blevet opmærksomme på, at der var et ansvarsområde, der også skulle uddelegeres! (Hende, der plejer at have det, sidder nok i Danmark!!)
Sidste sejlads var mod klubkammeraten Camilla Ulrikkeholm fra Royal Danish Match Race Center. Det var en tæt sejlads med vendedueller i god brise. Sejren kom i hus, da vi krydsede mållinjen et par bådslængder foran, og klokken halv ni var vi i havn efter en god dag på vandet.
Humøret er højt. Samarbejdet fungerede godt, og vi ved hvad vi kan forbedre. I det hele taget er vi kommet ind i en god rytme med det til denne lejlighed sammensatte hold.
I morgen venter endnu en dag på vandet med let vind. Vi ser frem til det!