12-05-2010
Drama, et par dårlige sejladser men god afslutningEM blev startet i meget svag, ustabil vind og vi skulle først på vandet i gruppe A. Så kl. 10:30 gik første start igang her i Hard. Arrangørerne har to muligheder for placering af banen. Enten kan vi sejle på en slags sø i søen, hvor der præcis er plads til en lille bane. Eller vi kan sejle på selve Bodensee. Vi havde fornøjelsen af at sejle på den indre sø idag. Det blev derfor til noget af en rundtur i springende vind.
Drama kom i anden sejlads hvor Sus pludselig efter bundmærkerundingen siger, at det bløder kraftigt fra hendes hoved, men hun har det fint. Så i en hel sejlads er vi lidt usikre på om der er sket noget alvorligt eller blot en lille rift. Heldigvis var det kun en middelstor rift, som hurtigt blev stoppet, og vi var klar til fortsat sejlads efter en hovedrengøring.
Status efter dag et er, at vi nu har fundet rytmen i manøvrerne. Vi startede dagen med tre dårlige sejladser, hvor vi lavede for mange fejl. Men de to sidste sejladser blev vundet i god stil over bl.a. ranglistens nr 1, Lucy Macgregor GBR. Med to sejre ud af fem skal vi være fremme i skoene, når næste round robin starter i morgen.
På billedet ses de både vi sejler i. Påhængsmotoren er der plads til, men den tilhører dog en gummibåd i læ af båden!
Mads Ebler og team nåede to sejladser i herrernes gruppe B, før vinden døde. Det blev en god start på stævnet med to sejre.