01-11-2008
Team HSH-Nordbank videre i finalen i INFINITI Berlin Match Race 2008Efter gårdsdagens fem sejre i den første round robin havde vi kun en sejlads tilbage. Vi var sikre på at gå videre, og vores placering som nummer et ville heller ikke blive påvirket af resultatet i den sidste sejlads – så skulle vi lave fejl i en sejlads, kunne man ikke vælge en mere ideel. Som sagt så gjort. Vi førte indtil første bundmærkerunding, men seriøse problemer under nedtagningen af genakkeren jog os som en mare de næste ben – og vupti svenskeren Anna Kjellberg med tre ”gamle” garvede gaster fik en sejr.
Som vinder af den indledende round robin kunne vi vælge vores modstander i semifinalen. Valget stod mellem Camilla Ulrikkeholm (DEN), Anne Claire LeBerre (FRA), og Julie Bossard (FRA). Det er altid et svært valg. Valget faldt på Julie Bossard – tidligere gast hos Claire Leroy (FRA), der ligger nummer et på verdensranglisten.
To gode og overbevisende sejladser betyder at finalepladsen nu er sikret for Team HSH Nordbank. Hvem vores modstander bliver, er endnu ikke afgjort, da det står 1-1 mellem Camilla Ulrikkeholm og Anne Claire LeBerre. I herrernes Grade 1 event er danske Jesper Radich videre til semifinalen, som skal stå mod franske Philippe Presti.
I morgen venter finalen for Team HSH Nordbank og der loves meget let vind og op til hele 13 grader.