22-03-2010
Vinder kvalifikation til Princess Sophia Sailing World CupI uge 10 begyndte isen i Tuborg havn at smelte omkring kranen og det blev langt om længe muligt at komme på vandet til fantastiske træningsdage fra torsdag til søndag. Det første sejlads siden vi var i Miami i januar. Helle Ørum er ny forgast ombord og de første dage blev brugt på at lære hinanden at kende og indarbejde fælles rutiner. Over hele weekenden havde vi god træning med Susanne Wards og Dorte O. Jensens teams.
Efter weekenden var det tilbage på arbejde, mens fritiden blev brugt på fysisk træning, ”håndsejle” over sofabordet og et enkelt træningspas på vandet – så vi kunne forberede os til kvalifikationsstævnet d. 20.- 21. marts. Fem hold skulle dyste om to pladser til Princess Sophia Cup i Palma i påsken. De mange besætninger om buddet til Sailing World Cup stævnerne giver fantastisk hård national konkurrence.
For et par uger siden blev vi inviteret med til organiseret træning med tyskerne og spanierne op til stævnet og vi havde planlagt afgang til Palma søndag d. 21. marts – det ville dog være dejligt med en adgangsbillet til stævnet i hånden også!
Kvalifikationsstævnet blev sejlet ud for Tuborg Havn og bød på forskellige vejrmæssige udfordringer lige fra 2 - 12 m/s fra skiftende retninger og med rigtig vinter kold regn. Begge dage var vi på vandet før kl 8 og lørdagens sejladser blev først afbrudt da mørket havde sænket sig over Øresund. Vi håndterede sejladserne rigtig godt med fine starter, god taktik og havde udmærket fart. Vi blev vinder af stævnet med 6 sejre ud af 8 mulige. Den anden danske plads i stævnet blev vundet af Trine Abrahamsen med gasterne Lærke Nørgaard og Ida Hartvig.
Nu sidder vi (Lotte, Sus og Helle fra KDY) i Palma og er klar til intensiv international træning inden årets andet Sailing World Cup stævne går i gang senere på ugen. Vi vil gøre vores indsats for at sejle et endnu bedre resultat hjem end ved sidste World Cup i Miami. Mere følger herom den kommende uge.