20-06-2010
Kieler Woche og campinglivetKieler Woche er i gang og vi fik i går sejlet fire sejladser i vores indledende gruppe C. Det blev med varierende resultat under udfordrende betingelser. Vi tabte de første to og vandt de to sidste sejladser. Vinden var op til 10 m/s og meget springende i både styrke og retning. Matchrace sejladserne foregår helt inde under havnen. Så tungen skulle holdes lige i munden hele vejen rundt. Det fik vi styr på efter de første to sejladser. Vi sluttede dagen kl. 21.15, så det blev igen en meget lang dag for matchrace sejlere og umpirere.
Der er til dette stævne andre sejl end vi hidtil har haft i Sailing World Cups. De ser meget anderledes ud og skal trimmes på en anden måde end de normale. Men vi fandt det gode trim under træningen hernede i starten af ugen, så vi også er hurtige i den svagere vind de lover i dag.
Vi har som noget nyt indlogeret os i campingvogn 100m fra havnen. Så som rigtige olympiske sejlere lever vi med forældrenes hjælp lidt nemt og billigt. Lånt bil og campingvogn fyldt med frugt og kiks, masser af hjemmelavede retter i fryseren til de sene aftener og i det hele taget veludstyret med diverse mad, så vi kan invitere de fleste andre fattige, olympiske sejlere på besøg. Med regn og køligt vejr de første to dage hernede har det været en fornøjelse at kunne tænde for varmeblæseren, mens vi har ventet på at skulle på vandet eller til briefing. Her til morgen har vi efter nattens kraftige regn sat vognen i vatter igen og baldakinen er kommet op så vi kan tørre tøj i regn læ senere på dagen.
I dag har vi igen sen start i vores gruppe, så vi skal regne med at komme på vandet ved 14-tiden. Vi mangler tre af de indledende sejladser og her skal vi gøre det godt for at komme med i enten guld- eller opsamlingsfelt. Vinden har i dag aftaget lidt og skulle blive endnu svagere senere på dagen.