Foto: Rigo de Nijs
28-01-2009
Var det en hval?Efter en træningsdag med meget let vind har vi nu haft to dage med rigtig god frisk vind. Det har været noget af en prøvelse for os som hverken er vandt til båden eller den asymmetriske spiler. Første dag i stævnet sled vi noget med spiler-manøvrerne. Dårlige manøvrer medførte tab af to sejladser som vi ellers førte ud af starten. Efter en god snak om hvordan det skulle gøres var anden dagen noget bedre og vi fik overskud til også at kigge ud af båden. Tingene begyndte at fungere og vi kunne holde vores føringer samt "rulle" nogle af de andre på læns. EN sejlads blev tabt ved at vi på opkryds pludselig blev bremset. Først troede skipper at vi havde ramt en hval. Men da vi blev hængende kunne vi se at der hang en line hen over vores bulb køl. Så efter et par minutter kamp for at bakke os fri af linen kunne vi endelig sejle fremad igen men sejladsen var klart tabt. Det værste var at en båd havde hængt på samme snor tidligere, men der var ikke gjort noget for at markere hvor det var. Vi fik senere at videre at det var en "crab pot". Vi har også set delfiner!
Alt i alt er der sket meget her i Miami. Vi har haft DS coach Rigo tilknyttet de første dage. Han har kunnet hjælpe os med hurtigere at komme ind i trim af den nye båd samt ikke mindst hvordan vi skal håndtere denne spiler. At vi er del af et olympisk cirkus ser vi ikke meget til. Vi har spist morgenmad og er ude af hotellet inden de andre sejlere er stået op. Og når vi endelig er hjemme på hotellet igen er de andre sejlere vist allerede i gang med aftensmaden…
Vi er nu færdige med første round robin. I alt er stillingen her efter to dages sejlads 7 vundne - 4 tabte, hvilket placerer os på en foreløbig 4. plads. Men tre af de tabte skete på første dagen, så meget er blevet bedre. Anden round robin går i gang i dag og her skal vi virkelig ikke tabe nogle dumme sejladser, for at være sikre på at gå med i semi-finalerne.